-
Siden Pusher Street lukkede ned for hashhandlen, er trygheden på Christianshavn steget markant
Source: BDK Borsnyt / 21 Jul 2025 07:21:18 America/Los_Angeles
For lidt over et år siden blev Pusher Street gravet op, brosten for brosten. Siden da er gaden og Christiania som forandret. Hashhandlen er mere eller mindre forsvundet, ligesom pusherne og banderne også er det. Samtidig er trygheden steget markant – ikke kun på Christiania, men på hele Christianshavn. Det viser tal fra Københavns Kommunes nye tryghedsundersøgelse for 2025, der hvert år tager temperaturen på kriminalitet og borgernes følelse af tryghed i de forskellige Københavnske bydele. Tallene på Christianshavn taler sit tydelige sprog: Siden lukningen af Pusher Street 6. april 2024 er andelen af trygge borgere steget signifikant fra 79 procent i 2024 til 89 procent i 2025. Langt færre christianshavnere bekymrer sig om tilstedeværelsen af rocker- og bandeaktivitet, og det gør sig også gældende for salg af euforiserende stoffer. Dermed er Christianshavn en af de bydele, hvor indbyggerne nu føler sig mest trygge – i hvert fald i dagtimerne. I nattetimerne føler 79 procent sig trygge, hvilket betyder, at kommunen stadig halser lidt efter bydele som Indre By, Østerbro, Vestamager og Vesterbro. Centralt torv skaber stadig utryghed Skal man finde håret i suppen, er det værd at bemærke, at flere christianshavnere – hele 22 procent – stadig føler sig utrygge på især pladser og torve. Det står i stærk kontrast til resten af Københavns gennemsnit på otte procent. Disse tal kan muligvis kobles sammen med de uroligheder, der de seneste år har fundet sted på Christianshavns Torv, hvor misbrug, vold og uro har været dagligdag på den centrale plads. 26 procent af de adspurgte christianshavnere har desuden svaret, at de »har oplevet en utryghedsskabende begivenhed« relateret til påvirkede personer. Tilstedeværelsen af misbrugere, hjemløse og/eller psykisk syge i nabolaget er også det, der danner størst grundlag for utrygheden i bydelen. 21 procent af christianshavnerne har svaret, at de høj eller meget høj grad er bekymrede for tilstedeværelsen af disse. Til sammenligning gør det sig kun gældende for 11 procent i hele København. Trods den markante stigning i trygheden på Christianshavn bliver der stadig anmeldt flere episoder om vold og kriminalitet, end det gør sig gældende for gennemsnittet i hele København. Det er dog faldet markant siden 2023. På kortet nedenfor kan du blive klogere på dit nabolag. Klik rundt på de forskellige bydele og se, hvordan tryghed og kriminalitet fordeler sig de forskellige steder i København. https://www.berlingske.dk/metropol/siden-pusher-street-lukkede-ned-for-hashhandlen-er-trygheden-paa